Vindmølle industriens leverandøranalyse - ECM

Tirsdag, 13. september 2011

Ifølge Deloitte og Vindmølleindustriens leverandøranalyse oplever 63 % af de adspurgte leverandører i vindindustrien et positivt omfang af aktiviteter inden for forskning og udvikling i de seneste 12 måneder. Det tal er 38 % for det generelle erhvervsliv, skriver Vindmølleindustrien.

Schaeffler Danmark, der blandt andet leverer rulningslejer, linearteknik og højpræcisionskomponenter, har været med i den danske vindindustri siden starten i 1980’erne. Brian Dumont Hansen, administrerende direktør i Schaeffler Danmark, fortæller, at de har fuldt blus på forsknings- og udviklingsinvesteringerne, der stiger med ca. 7 % globalt i 2011.

- Vi er en virksomhed med en omsætning i 2011 på ca. 10,5 mia. euro. Vores forsknings- og udviklingsaktiviteter udgør omkring 5 % af koncernens omsætning. Der arbejder mere end 5.500 medarbejdere med innovation i vores 32 forskningscentre globalt. Dermed har vi gjort innovation til vores ekspertise – det er her, vi er stærke.

Innovation er en hjørnesten
I 2010 indgav Schaeffler Group 1.650 patentanmeldelser, og de har p.t. 15.000 aktive patenter. Årsagen til, at de satser kraftigt på forsknings- og udviklingsaktiviteter – heriblandt på vindområdet – er, at det giver dem en stor konkurrencefordel.

- Vi vokser simpelthen mere end markedet! Der er en direkte sammenhæng mellem vores investeringer i innovation og vores konkurrenceevne. Det er vores force, at vi kontinuerligt fokuserer på innovation, siger Brian Dumont Hansen.

”Vi øger vores udviklingsaktiviteter”
I ECM Industries, der er en højteknologisk virksomhed indenfor metalbearbejdning, er Esben Jaedicke Christiansen, salgschef, enig i, at et øget fokus på forskning og udvikling er vejen frem. Virksomheden har gennem det sidste år været med i flere store udviklingsprojekter hos de store OEM’er.

- Vi forventer desuden, at vores aktiviteter på udviklingsområdet bliver forøget i de kommende år. Flere og flere af de udenlandske virksomheder opretter forsknings- og udviklingsafdelinger i Danmark, og det vil være naturligt for os at følge den udvikling, der går mod innovationsdreven forretning, siger Esben Jaedicke Christiansen.

Det er dog ikke uden udfordringer for en virksomhed af mellemstor størrelse at skulle skifte fokus fra primært produktionsvirksomhed til videnvirksomhed.

- For os er det bestemt en udfordring at skulle lære at leve af udvikling frem for serieproduktion. Det gælder fx på administration og i forhold til produktionen, medarbejdere m.m.

Både Schaeffler og ECM Industries tager således kampen op om fortsat at være førende i udviklingen af ny teknologi i den stigende globale konkurrence.

Ny teknologi investering

ECM INDUSTRIES A/S har investeret i ny teknologi. For at øge vores kompetencerindenfor PROTOTYPING har vi investeret  ... Læs mere

ECM er nomineret til ÅRETS EJERLEDER 2017

ECM INDUSTRIES A/S er blevet nomineret til endnu en pris. Denne gang er det PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans der h... Læs mere

ECM INDUSTRIES A/S er nomineret til endnu en pris

Vi er stolte af at kunne sige vi er blevet nomineret til EY Entrepreneur Of The Year™ Og vi ser frem til regionskårin... Læs mere